Julemærkemarchen er en forening af frivillige ildsjæle, der i over 40 år har arbejdet med det ene formål, at indsamle midler til støtte for Julemærkehjemmene. Det gør vi primært ved at arrangere Julemærkemarch over hele landet den første søndag i december. Derudover arrangerer vi en Sommer Julemærkemarch på Bakken, i forbindelse med Bakkens ”Jul i Juli”-uge og Julemændenes Verdenskongres.
I 2017 var det 40 år siden, at man gik den første Julemærkemarch. Det hele begyndte i Århus i 1977, hvor Postens Marchforening tog initiativet. Hurtigt spredte Julemærkemarchen sig gennem flere postale marchforeninger i landet og allerede året efter, i 1978, dannedes foreningen, der siden har stået bag Julemærkemarchen. Efter de første 25 år havde man 44 startsteder i landet og nu har vi rundet de 64. Frontløberne for det frivillige arbejde er en landsbestyrelse på 5 personer, der holder kontakten til de mange startsteder, hjælper nye startsteder i gang og sørger for den landsdækkende koordination fra år til år.
I 1998 fik foreningen Deres Excellencer Ingolf, greve af Rosenborg og grevinde Sussie af Rosenborg som protektorer, der siden har gået aktivt ind for sagen med et stort engagement til glæde og gavn for børnene på Julemærkehjemmene.
Julemærkemarchens overskud samles hvert år til en donation, som overrækkes til Julemærkefonden ved et arrangement på ét af de fem Julemærkehjem. Da salget af Julemærker generelt er under pres, er det vigtigere end nogensinde før, at vi fortsætter med at samle penge ind.
År efter år har Julemærkemarchen øget beløbet på den indsamlede donation og ved overrækkelsen i 2020 efter den 43. Julemærkemarch, var det med stolthed, at bestyrelsen samlet kunne levere 1.465.000 kroner til Julemærkefonden og de fem Julemærkehjem. Dermed er Julemærkemarchen én af de største enkeltbidragsydere.
Julemærkemarchen er også en hyggelig social tradition, der hvert år samler mange hold. Det er familier, firmaer, gangforeninger og ungdomshold, som har gjort det til en tradition at deltage i Julemærkemarchen. Over 16.000 går eller løber en tur for den gode sag, og vi vil altid have plads til mange flere, som kan have lyst til at være med til den næste Julemærkemarch.
Du kan læse mere ved at vælge blandt emnerne i menuen.
Her kan du læse tidligere udsendte nyhedsbreve:
Nyhedsbrev nr. 14 (September 2020)
Nyhedsbrev nr. 13 (Marts 2019)
Nyhedsbrev nr. 12 (December 2018)